Hvordan kan trærester blive til noget værdifuldt? Hvordan kan århundredgamle håndværkstraditioner pege mod en mere bæredygtig fremtid? Og hvorfor insistere på håndværk i dag?
Møbeldesigner og møbelsnedker Rasmus Fenhann markerer sit 30-års jubilæum som udlært møbelsnedker med udstillingen OFFCUT/RECUT i Officinet. Her præsenterer han en række møbler og skrin, der udspringer af en mange årig udforskning af snedkerhåndværket, hvor træstumper og afskæringer bliver udgangspunktet for nye værker.
For Rasmus Fenhann begynder et møbel ikke med en færdig tegning, men i legen med materialet. Hvert stykke træ rummer sin egen historie, struktur, åretegning og form, og disse egenskaber bliver aktive medspillere i designproces sen. I stedet for at tvinge materialet ind i en på forhånd fastlagt idé udvikles værkerne i en dialog mellem hånd, øje og materiale og fører ham i nye og ukendte retninger.
I en tid præget af digitale værktøjer og digitale designprocesser peger OFFCUT/RECUT på håndværket som en særlig form for viden. Ordet kunst betød oprindeligt kunnen, og netop denne forståelse – at erkendelse også opstår gennem hænderne – er grundlæggende for Fenhanns praksis. Den kan spores i både europæiske håndværks traditioner og den japanske træbearbejdning, som gennem mange år har været en væsentlig inspirationskilde.
Udstillingens hovedværk er et Wunderkammer-skab udført af rester af ædle træsorter fra den italienske møbel snedker Pierluigi Ghiandas værksted i Milano. Skabet fungerer som et moderne bud på denne tradition, hvor materialernes historie, naturens mangfoldighed og håndværkets fortællinger mødes. Arbejdet med skabet kan følges på Instagram @fenhannfurniture.
Rasmus Fenhann har en dobbelt uddannelse og dimitterede fra Møbelafdelingen på Danmarks Designskole (nu Det Kongelige Akademi) i 2003 efter at have afsluttet sin uddannelse som møbelsnedker i 1996. Han har udstillet internationalt, primært i Europa og USA, og hans værker indgår i betydningsfulde private og offentlige samlinger, herunder Designmuseum Danmarks permanente samling.
Han har modtaget en række hædersbevisninger, blandt andet Hetsch Sølvmedaljen (2004), Finn Juhl Prisen (2016), Wegner Prisen (2020), Kold Christensen Hæderspris (2022) og Nationalbankens Påskønnelseslegat (2025). Siden 2010 har han været repræsenteret internationalt af Galerie Maria Wettergren i Paris. I forbindelse med udstillingen udgives kataloget OFFCUT/RECUT, som dokumenterer både værkerne og de arbejdsmetoder, der ligger til grund for projektet.